søndag den 29. juni 2008

Bidrag til Kirsten Gros scrap-venindebog

Kirsten Gro har bedt nogle scrappere om at besvare 29 stk. spørgsmål a la de venindebøger vi udfyldte, da vi gik i skole, bare som LO'sider, som hun vil samle i et album.
Jeg har fået lavet disse 2 sider.
Har dog lavet siderne om en gang, da jeg havde skrevet spørgsmålene på felter som svarene, men der var slet ikke plads til så mange. Så fandt jeg på at skrive spørgsmålene på strimler og udnytte pladsen på denne måde :







Du får garanteret et rigtig fint venindebogs-album, Kirsten.
Rigtig god idé og supersjovt at lave, man kommer jo uvilkårligt til at tænke på dengang man var teenager, sikken en forrygende tid !

lørdag den 28. juni 2008

Ugens højdepunkt(er), 26

For mig har der været 2 højdepunkter i denne uge: dels så afgjort den dejlige dimissionsfest, vi og Merete har overværet over 2 dage ved Majkens afslutning på de 3 års hårde arbejde. Vi startede torsdag aften med festmiddag på "Kosten", hvor der blev holdt fest for de elever, som er færdige og som har boet på kollegiet. Rektor holdt tale (han er nemlig også formand for kollegiebestyrelsen) og de 4 ganglærere holdt sjove taler over hver elev. Og to af pigerne holdt sjove taler om ganglærerne. Der blev sunget og grædt og grint.




Nu er maden jo også en væsentlig del af et sådant arrangement, og køkkenpigerne havde sørget for lækker mad: først tapas med forskelligt, bl.a. rejer på spid, marinerede champignon, kartoffelpandekage, oliven m. mandler, røget skinke og et stykke ost. Dernæst "nænsomt stegt afrikansk springbuk" med tomatsalat m. pinjekerner samt marinerede bønner i salat og jordbær"sovs", flot med det grønne og røde sammen. Til dessert fik vi på et laaangt fad serveret forskelligt is i kugler på marengsbund m. nødder og friske jordbær.







De børn fra Samsø, der skal på gymnasiet, kommer på Grenaa Gymnasium, og der er altid forældre, der til afslutningsfesten sørger for Samsøjordbær, -kartofler, og som noget ekstraordinært blev der til desserten leveret sommer på flaske: solbærsnaps fra Samsø.

Efter middagen blev vi lokket med på den lokale pub, mens de unge skulle på discotek, men der var helt dødt, fordi der havde været holdt studenterfest aftenen/natten før, så alle var trætte. Så da vi havde drukket vores ½ liter fadøl og kl. var blevet 01, gik vi de 1½ km retur til vandrehjemmet, hvor vi overnattede. Det var jo en lun sommeraften og lyst på himlen, så hyglig tur hjemad.

Næste dag var der morgenmad på kollegiet og kl. 10 dimission. Det var meget festligt med optræden af skolens musiklærere, der gav en parodi på Natasjas Giv mig Danmark tilbage, som i dagens anledning var ændret men rigtig sjov.
Rektor holdt igen tale, elevrådsformanden holdt tale og så blev der delt eksamensbeviser ud. Både Majken og hendes 2 nærmeste veninder var så heldige at få legater.




Derefter skulle alle studenterne ud at køre i lastbil. I Majkens klasse var en del allerede rejst hjem, da mange af eleverne jo er fra andre lande, så de var kun 10 tilbage. De 4 drenge havde bestilt en limousine, og det så da vældig flot ud, da de kørte af sted i den. Pigerne fulgte efter i privatbiler.
Mens de var af sted pakkede vi Majkens papkasser ned i den lukkede trailer, vi havde lånt (Regnvejr !) Derefter kørte vi ud til Fornæs fyr og nød udsigten og muligheden for at få et lille hvil.



Kl. 16.30 hentede vi Majken det sidste sted på ruten og så kørte vi ellers hjem, trætte men fulde af gode minder fra et par dejlige dage.

------------
Mit næste højdepunkt er et rigtigt af slagsen: Andesbjergene.
Min veninde er lige vendt hjem fra en tur til Sydamerika med spændende trekkingtur på 40 km til Machu Picchu samt sejltur på Titicaca-søen, hvor de havde besøgt nogle af de helt specielle siv-øer, som folk bor på.
En meget spændende tur, som lige er min drømmetur, og så var hun ovenikøbet kommet med på afbud.......

 
Posted by Picasa



http://en.wikipedia.org/wiki/Machu_Picchu

http://en.wikipedia.org/wiki/Image:Titikaka_Uros.jpg

Hun plejer ikke at tage så mange billeder, men har sørme fået "skudt" 6 film af, hun er ved at lære det, er hun.
.....
Nå, egentlig har jeg slet ikke tid til at sidde her, for vi har indbudt et par gæster til 3 retter mad i aften, så jeg må hellere løsrive mig. Men ugens højdepunkt skal jo passes !
Ha' en god weekend !

torsdag den 26. juni 2008

To kort

Jeg har sørme begivet mig ud i kortlavningens kunst, men det er da nok både de første og sidste kort jeg har lavet, det er ikke liiige mig, men da nu det er studentertid, og jeg fandt dette stempel med en studine, ja så måtte jeg jo prøve. Jeg købte også et stempel med en studenterhue, men det sidder inde i kortet sammen med tekst til modtagerne.
Jeg kunne godt have gjort mere ud af dem, men jeg var i tidsnød, så det blev som det blev. - Bemærk farvevalget....




lørdag den 21. juni 2008

Nostalgi

Jeg skal i gang med at besvare Kirsten Gros venindespørgsmål, og kom tilfældigt ind på You Tube og yndlingsmusikken fra dengang, som spænder lige fra Deep Purple, Creedence Clearwater Revivial over til denne, prøv lige at høre, jeg får gåsehud. Det er vist min yndlingspopsang:



Og så denne i en noget anden boldgade. Oplevede selv Deep Purple live i Fyns Forum i 1972, fed, fed koncert (måske skulle de billeder jeg tog scrappes !)



Og så lige denne, den er god at gøre rent efter !

fredag den 20. juni 2008

Ugens højdepunkt, uge 25

Kirsten ovre fra Esbjerg har foreslået, at vi skulle lave indlæg hver fredag med ugens højdepunkt, og den er jeg jo så hoppet på.
Mit højdepunkt kom først her fredag kl. 17, hvor jeg gik hjem efter en langs dags arbejde, og nu kan vi se frem til EN HEL uges ferie !! Juhuuuu, frihed !
Vi skal have klippet hæk herhjemme, så lidt i sommerhus og holde Sct. Hans. Desværre bliver det vist regn og blæst, som det plejer, men så kan vi bare hygge os, og jeg skal huske at have lidt scrap med. Tirsdag kommer en veninde og viser billeder fra MIN drømmetur, som hun bare kom med på ved afbud... øv da også, nå, men jeg glæder mig selvfølgelig vildt til at se hendes billeder fra turen til Macchu Pichu og Titicaca-søen. Senere på ugen tager vi til Grenå, men om det senere, ha' en god weekend alle, der læser med her.

tirsdag den 17. juni 2008

Tagged

Jeg er blevet tagged af Karin og Kirsten Gro, 5 spørgsmål og svar:

Hvad lavede du for 10 år siden:
(det ku jeg da ikke huske, så var lige henne og kigge i kalenderen)
Arbejdede på medicinsk afdeling på Faaborg sygehus.
Gik en del til øjenlæge med mit venstre øje, som jeg i nov. 07 havde fået transplanteret en ny hornhinde på.
Min hobby dengang hed patchwork og jeg syede en del og gik på kurser.
Kørte mine piger til ridetimer og arrangerede ridestævne på vores mark.

5 ting på to-do listen i dag
Huske at være på arbejde kl. 8-15.
Ind omkring Brugsen og købe frugt.
Ringe til forsikringsmand.
Få ryddet mine scrapsager fra i lørdags på plads
Aftensmaden.
(Pyha, det var vist kedeligt)

Snacks jeg kan lige:
(Det var nemmere hvis jeg skulle skrive dem jeg ikke kan li)
Flæskesvær
Popcorn
Oliven
Colavingummi
Nathuer (Buggles)
Bølgechips
Nachos
Chilimajs
Mørk chokolade
Toffeefee
Mørk Bounty bl.a.

Ting jeg ville gøre, hvis jeg var milliardær
Allerførst sige mit job op.
Give halvdelen til de fattige børn i verden, så de kunne komme i skole og få uddannelse, så de kunne blive i deres egen kultur og få et lykkeligt liv som os andre.
Købe mig til et privatkursus i foto hos Casper Thybjerg.
Købe et hus til min mor.
Rejse en tur til Galapagos igen.
Rejse til Australien og snuppe en del af de små øer med Fiji og Tonga.
Også gerne de Caraibiske øer, Dansk Vestindien og ja, mange steder.
Rejse til Hawaii og besøge Richard Chamberlain.
Ansætte en til at lave (slanke)mad og gøre rent.
Købe mig en cykel med 7 gear.
Invitere alle scrappigerne på scrapweekend på D'Angleterre.
Hvis der er mere tilbage, så skulle resten deles i 4 til hver af os her i familien og lidt til dem, der ellers trænger.

Steder jeg har boet
Rønne, Udbyhøj, Randers, Helsted, Hjallese (Odense), Svendborg, Ø. Skerninge.

.........................................................
Jeg giver spørgsmålene videre til:
Kirsten Kimic
Susanne Meltesen og
Pia Bau

---------------------------¤------------------------------

søndag den 15. juni 2008

2 dages scrap-arbejde

Ja, så fik jeg da lavet et par LO'er til sommerhusscrap, det 3. gjorde jeg færdig til formiddag, inden vi kørte hjem fra sommerhuset og et 4. er på vej (rødt !)
Underligt nok, så er de holdt i blå alle 3, hmmm, tror jeg skal prøve at undgå alt blåt papir/karton/pynt næste gang jeg er på ude-scrap, ha-ha, så får jeg nok ikke lavet en døjt.




Det første er med et foto af mine 2 nye krus, som jeg er helt vild med, fik dem af Majken til min fødselsdag. Som det fremgår af teksten er de håndlavet i Equador og solgt gennem fair tradebutikkerne. Fås også i små skåle.
Fik faktisk også 2 krus af Merete, det bliver der også en LO af en dags tid.




Næste LO er med fotos af nogle døre, taget på den græske ø Santorini, hvor vi holdt ferie i 2004. Det er en superdejlig ø med en spændende historie og natur, og da vi ikke rigtig synes vi blev færdig med den ø dengang, har vi igen booket billet derned, og jeg glæder mig helt vildt til at komme derned igen. Denne gang skal vi bo på Hotel Kamari Beach, som ligger lige ud til strandpromenaden med alle dens butikker og restauranter, og der er ca. 10 meter til vandet, herligt.




Sidste LO er lavet med billedet af svanen, som jeg tidligere har lavet et LO med, det var vist efter en af skitserne fra sidste convention.

Scrapdag i 12 timer

Hej.
Så fik vi oplevet endnu en scrapdag i det langelandske, det er altså bare så hygligt. Desværre var det jo ustadig vejr, så vi kunne ikke sidde og spise ude. Til morgenkaffen var det for koldt, til frokost skulle der lige nøjagtig komme en byge regn og til aften spiste vi på den lokale kro.
Indimellem de få måltider blev der godt nok snakket meget, utroligt mange emner bliver vendt sådan en dag, men det er bare sjovt og hygligt.
Jeg tænker tit på, hvor heldigt det er, at man er blevet scrapper, tænk hvis jeg ikke var mødt op til det kursus for snart 4 år siden, så havde jeg ikke kendt alle de skønne scrapkvinder, som jeg kender nu. Jeg er superglad for at kende jer, og hvor har alle en dejlig humor !
Efter kro-besøget kørte vi lige en smut nord ud af Lohals til en god forblæst udsigt, da vi på flere måder trængte til at blive luftet af. Der var en rigtig flot udsigt til Storebæltsbroen, som lige præcis i går lå meget klart ude i horisonten 25 km væk. Det var nok fordi, den havde fødselsdag, blev jo 10 år. Man kunne endda se lavbroen, den plejer som regel at være indhyldet i dis eller tåge.
Da vi kom retur til sommerhuset fik et par stykker af os, der endnu havde et ledigt hjørne i maven, en lille portion is med syltede valnødder og en kafftår. Så blev der lige lagt sidste hånd på LO'erne, før alle scraptingene blev puttet i tasker og poser, og jeg blev ladt alene tilbage. Goodbye, jeg glæder mig allerede til næste gang, og jeg lover, da laver jeg selv aftensmaden...




Normalt er det strengt forbudt at have mad og drikke på scrapbordet, men pga vejrliget blev vi nødt til det, og der skete da heller ingen ulykker. Vi fik laksemousse, og den var go'



Her er da beviset på, at vi også fik lavet noget mens snakken gik !




Mariannes flotte start på et baby-album, som af gode grunde ikke kom op på væggen. (Det var for tungt til at tapen kunne holde)





Indimellem skal der lige ordnes tørre fødder............




Jeg er jo lidt fascineret af den bro... bare jeg ikke skal op og køre på den. Som sagt ligger 25 km væk, men sås tydeligt i aftes.

torsdag den 12. juni 2008

Sommerhusscrap IV og hestekamel

Så er der igen dømt sommerhusscrap, på lørdag går det løs ovre i reservatet på den lange ø i Storebælt. Vi, 5 scraptosser, samles for 4. gang (eller er det 5., hmmmm, hjælp mig piger) til en gang heldagsscrap. Jeg har lige stået og lavet frokostret, laksemousse, og aftensmaden har vi bestemt skal foregå i den nyligt åbnede Lohals Kro, eller måske friture fast og take away food fra Lohals Camping. Vi får se, hvad maven skal overraskes med, når vi måske er blevet sultne nok.
Og som sædvanlig forventer jeg, at der medbringes friske rundstykker til det ost og marmelade jeg har købt. Så gi'r jeg kaffe og juice til morgenkomplet'en og snalder ved scrapbordet, så der er lidt at styrke sig på undervejs.
Desværre ser vejret ikke alt for lovende ud, så vi må nok, som sidste gang, indrette et soveværelse til spisestue, det kræver lidt omrokeren med køjerne, men det tager vi med godt humør, for spises skal der jo indimellem !
-------
Siden sidst har der jo været budt til rund fødselsdag-s-damefrokost, da en af scrappigerne fik en 5-tal foran. Jeg var bestilt at tage et par fotos ved begivenheden (det blev vist til omkring 50-60 stykker).
Festlokalet var et lånt samlingsrum i en børnehave, og omgivelserne er naturligvis præget af børnenes kreationer. Da jeg skulle forevige disse 2 gæster, sneg der sig en storsmilende hest med i baggrunden, den var simplet hen ikke til at komme uden om ! Selvom det er de 2 damer der skulle tages billede af, er det lissom hesten, der stjæler "hele billedet" !!!

Egentlig var det vist en hestekamel, den havde i hvert et par pukler på ryggen.

torsdag den 5. juni 2008

Ud i naturen

Ja, det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med at fotografere naturens frembringelser. Forleden dag sværmede denne guldsmedeagtige ting rundt i min mors have, og jeg fik mig straks listet ind på den. Det fløj flere gange af sted, men vendte hver gang tilbage til samme pind, hvor den sad og solede sig. Jeg fik den endelig ind på XD-kortet, og så ellers hjem og redigere billedet.
På siden fugleognatur.dk kan man få svar på, hvilke dyr man har "skudt", og denne gang ingen undtagelse. Pga vingerne kunne jeg godt pejle mig ind på, at den nok er i guldsmedefamilien og på hjemmesidens galleri fandt jeg frem til, at det måtte være en fireplettet libel pga af pletterne ned af siden. Men nej, fluks meldte en person sig, som straks kunne sige, at denne skabning er en blå libel. Den har nemlig ikke 2 x 2 pletter på hvert vingepar. Og så er det en hun, det kan man åbenbart se på bagkroppen ! Ja, der findes altså nogle nørder rundt omkring, der bare ved sådan noget og heldigvis for det, for nu ved jeg, at dette er en blå libel ! Desværre er den ikke spor sjælden, har ellers aldrig set sådan en, men de findes rundt ved vandhuller og småsøer.
Tror da den skal scrappes en dags tid...