Da Majken begyndte på gymnasiet i Grenå kendte hun ikke et øje, og havde glæde af, at Henning har en fætter, som bor deroppe. Som tak for at de tog imod Majken, når hun havde brug for det, fik de lov at låne sommerhuset, og som tak for det fik jeg i går, da de afleverede nøglen, dette flot dekorerede strudseæg. Jeg har set et andet, som han har lavet, det er med drager og ret flot.
På mit æg er der over 130 får, som han først klipper ud og derefter limer på ægget, hvorefter hele molevitten bliver spraymalet. Så bliver fårene pillet af og voila, så er der 138 får på ægget. Så skal der også lige duppes 276 øjne på, så fåret kan se.
Det er 13 cm højt og sat på en lille fod, så det kan stå. Æggebægeret til sammenligning af størrelsen.
Man kan jo gisne om, hvorfor han synes, jeg skulle have et æg med får, men var det ikke værre, hvis jeg havde fået et med drager, hi-hi ! Men jeg er meget glad for det og ret beæret over, at han har siddet og lavet det til mig. Vi har lige fået renoveret entré, så det skal pynte på et kommende stykke entrémøbel.
De så forøvrigt noget af mit scrap, så jeg tror nok Anettes Papir og Stil snart får besøg fra Grenå, ihvert fald er konen også ret kreativ, så jeg tror hun så småt kunne finde på at lave lidt scrap. De har lige været i Brasilien med sejltur på Amazonas, og det må der jo bestemt være kommet nogle flotte billeder ud af -lige til at scrappe !
God søndag !