lørdag den 25. juli 2009

Siena2



Så fik jeg lavet et LO med is-billedet fra ferieturen til Italien.
Efter Siena kørte vi til San Gimignano, en lille skøn by, men hvor var der mange turister. På torvet lå flere isboder, en af dem var blevet kåret som den isbix, der havde den bedste is, så der var en lang kø foran. Vi gik hen til naboen og købte vores is. Når is kommer fra køledisken og ud i 35 gr. varme, så foregår nedsmeltningen med en vis fart, men der måtte lige lidt tålmodighed til, inden billedet kunne tages, og så var isen også begyndt at løbe. Jeg vil nu til enhver tid påstå, et jeg ikke kan smage forskel på en god vaffelis herhjemme og dér, men måske gik vi også hen til den forkerte isbod...
Overskriften fik jeg Majken til at lave en dag, hun var hjemme, og så havde jeg lidt stof liggende på mit scrapbord, som jeg lige syntes matchedede farverne. Stregkoden er fra en nyindkøbt gryde, men det er der jo ingen, der kan se !
Egentlig ville jeg have kaldt LO'et for "Go'e ben", hi-hi .... men det ville nok tage focus væk fra de lækre is !
God weekend til alle.

søndag den 5. juli 2009

Venedig2 - Kaj & Bøje

Da vi kom til Venedig skulle vi jo hen og se grøntsags- og fiskemarkedet, dog var der oprydning hos fiskerne, da markedet lukkede kl. 13. Der var kun mågerne tilbage, og det var faktisk ret sjovt at iagttage dem, når de skulle have fat i det lækre fiskeaffald, der var stoppet i sorte sække: lige et par hurtig hak, så var der hul til lækkerierne, og her er det så Kaj og Bøje, der forsøger sig med dagens ret:



Det er hvad jeg har fået bikset sammen i dag, mens jeg har plejet min sommerforkølelse.

lørdag den 4. juli 2009

Siena1


Lidt blev det da til i varmen i dag, et LO fra besøg i Siena.
Baggrundspapiret er fra en side i en italiensk avis, papiret lå sammenkrøllet i en taske, som jeg købte i Firenze, og jeg tænkte straks, at det skulle anvendes som baggrundspapir for dette billede, syrefrit eller ej.
Synes nu det hele er blevet lidt skævt, men det må jo godt se lidt rustikt ud, når det er sådan en ca. 800 år gammel bymur.