tirsdag den 28. juni 2011

Hjemme igen....

Vi er kommet hjem fra vores sommerferietur, den 3. til vores yndlingsø i det græske, Santorini. Der var godt vejr op til 31 gr. i skyggen, men heldigvis også lidt vind.
Vi har spist en masse græsk salat, som jo bør spises på de kanter, tomaterne smager af solmodne tomater og fetaosten, uhm... Vi har boet på et lille familiedrevet hotel med 10 værelser, der var pænt og rent og swimmingpoolen var jeg sørme i 3 gange, det er ikke hvert årti, det sker hi-hi. Hotellet lå meget centralt for alt, restauranterne, butikkerne og strandpromenaden, så vi har bestemt nydt ugen med køretur i lejet bil, sejltur på kratersøen og besøg hos en vingård, hvor der var flot og imponerende museum i underjordiske gange og bagefter vinsmagning, buffet og græsk dans og musik (godt nok ikke lige for vores øregange, men det hører med).
Er så kommet hjem til vores lange hæk, som vi kun nåede at klippe halvdelen af inden afrejsen, men buskroserne er spunget ud og alt er groet, så det kan ses.
Heldigvis har vi endnu en uges ferie, inden det igen går løs på jobbet...
Lige et par indtryk:


Måske der hører lidt tekst til

Fra venstre:
1. Hotellets pøl,
2. Besøg på det Arkæologiske Museum med vase fundet v. Akrotiri, udgravninger fra det store vulkanudbrud i ca. 1650 f. Kr.
3. H ved de store vintønder i kælderen på Vinmuseet,
4. Kort over Santorini,
5. Port, øen Thirassia (til venstre på kortet),
6. Udsigt fra hovedbyen Fira og
7. Vindmølle på Thirassia.



Fra venstre:
1. Lille butik i kunstnerbyen Oia (Ia) på nordøen,
2. Græsk salat, den bedste vi fik, Pyrgos,
3. Hvorfor ser det altid så godt ud, når grækerne bruger deres gamle feta- og oliebøtter til planter...
4. Det lille fyrtårn på sydspidsen, fotoet er taget fra en hule (pimpsten fra vulkanudbruddet.
5. Temp. sneg sig op på 29 gr. denne dag,
6. Udsigt fra Fira, øen i midten er dukket op i 16oo-tallet, man kan komme op på den og se det ryge fra diverse huller. Der er seismisk udstyr på øen, dette bliver observeret fra hovedbyen.
7. Solnedgangen, taget fra Santo Wines, solen forsvinder ned bag Thirassia,
8. Vindmølle i Oia.

Santorini er den ø, hvor over 90 % af græske postkort bliver taget, fordi der er en ubeskrivelig flot udsigt fra kraterkanten og ned over den 22 km2 store kratersø, der er de berømte solnedgange og flotte hvide huse, der klamrer sig til de stejle skråninger ca. 300 meter over vandoverfladen.
Vi er endnu ikke blevet trætte af Santorini, den ø er bare gået i blodet...

onsdag den 22. juni 2011

Sisteron



Vi er tilbage på de franske landeveje på touren til Provence maj/juni 2010. Da bussen kørte gennem Sisteron, "porten til Provence" var byen allerede smykket med Tour de Francetrøjer. Billedet er taget ud af bussens forrude, og det var med at være hurtigt på tasterne, for at få det foto i kassen.
Cyklerne er venligst udstansede af Kirsten, og selvom det vist ikke er Tour de Francecykler, så måtte de da med her. (Tak Kirsten)

lørdag den 11. juni 2011

Thorvalds søstre





Et billede af Thorvald og hans søstre, han var tvilling med Astrid, som han står ved siden af (nr. 3 fra venstre). Hansa og Anna var også tvillinger, der har været noget at gøre for deres mor... 4 børn på 1½ år !
Den ældre af pigerne, Riborg, er H's farmor.
Jeg bestræber mig på, at disse slægts-LO'er ikke skal være for "poppede" i pynten, så prøver at bruge noget, som matcher "det gamle" look.

Ha' en go' pinse, lækkert vi har fri på mandag !

lørdag den 4. juni 2011

NITTE

I aftes holdt jeg marathonscrap for mig selv, det blev dog kun til fra 21-00.20, så var jeg kørt træt, men det er noget jeg vil gøre igen, fredage aftener er lige til scrap, hvis man ikke skal tidligt op lørdag:



Lige et par nærbilleder, jeg har givet den gas med gesso, embossing, syning, crackle paint og stickles. Og ellers lavet LO'et lidt efter samme stil som Thorvalds, bare tilstræbt det blev mere feminint:

Thorvalds hustru gennem få år var Caroline Margrethe Agerup Kjeldsen, kaldet Nitte. Hun kom fra den store Kjeldsen-familie omkring Ålestrup i Jylland - de modne scrappere kender måske H.O.A. Kjeldsen, tidligere præsident for Landbrugsrådet mv. - ham har jeg faktisk talt med, da jeg fik oplyst, han nok var den, der vidste mest om, hvad der var blevet af Nitte. Men det var nu ikke så meget han kunne bidrage med, men oplyste, at han ved middagsselskaber hos Nittes søstre, kunne huske at Nitte var sjov og "god i replikken", hvilket også fremgår af et brev fra Nitte til Thorvald, som findes i familien. Men den største hjælp til Nittes liv 'efter Thorvald' fik jeg af en hjælper i Greve (tak Bente), som via en Nitte-slægtning og Stadsarkivet mv. fandt frem til Nittes endeligt, nemlig 01.08.1948, hvor hun var død 54 år gammel på Kommunehospitalet af en hjerneblødning. Hun havde arbejdet som kontormus hos Ordenspolitiet i København, og sandsynligvis levet et stille liv. Hendes bror overtog gården derhjemme, mens de 3 søstre alle er søgt mod København, hvilket Nitte også gjorde, da hun blev skilt fra Thorvald.
Det næste jeg må finde ud af er, hvornår de er blevet skilt. Hvad Nitte har bedrevet sit liv med foruden arbejdet, er desværre nok umuligt at finde ud af.
- Jeg synes, hun er så yndig... med tiden kan man se på billeder, at hun ændrer sig og bliver mere trist...
Af de billeder, jeg har af Nitte, er dette desværre det eneste med dato bagpå, det er fra juni 1913, hvor Nitte altså så er 19 år.