mandag den 27. april 2009

Sommerhusscrap for 5. gang

I lørdags var vi 4 tøser, der hyggede med scrap, spisning og snak i sommerhuset det meste af 12 timer, vældig hygligt som altid.
Heldigvis var vejret godt, så vi kunne sidde ude og spise, bortset fra aftensmaden, som blev hældt op v. komfuret og spist midt i scrapperiet.

Marianne og Jeanette lavede Mariannes projekt traktoralbum næsten færdig, Ann og jeg lavede efter kyndig anvisning af Jeanette waterfall-album.




Albummet er med 20 udvalgte billeder fra Majkens 2 måneders ophold i Spanien sidste år.



Når man trækker i flappen til højre bladrer man frem i siderne. Det er et album, der er sjovt at lave, når man lige lærer princippet at kende.







Jeg skal lige rundt på bloggene og se, hvordan det er gået til Scrapevent i Sverige, som også foregik i lørdags.
Næste lørdag er det jo international scrappedag, hvor vi skal ind og scrappe hele dagen hos Iben Multiscrap.
Hvordan skal du fejre international scrappedag ?

søndag den 19. april 2009

Ny serie ATC

Vi har været meget i haven, mens vi har været i sommerhus, men heldigvis er der jo tid til scrap når det er blevet aften, koldt og mørkt. Lørdag tiltuskede jeg mig godt nok næsten hele den lyse tid med at sidde inde og lave en serie ATC-kort.
En dag hvor jeg sad og kiggede i nogle gamle ugeblade, bemærkede jeg at der var flotte tegninger til horoskoperne og tænkte, at de måtte kunne bruges til en omgang ATC-kort, og denne serie på 12 fik jeg så lavet denne weekend.
Kunne godt have tænkt mig at have haft noget mere scrapdims med, men jeg måtte jo anvende det, jeg havde fået pakket ned, derfor er de nok blevet noget ens.
Glæder mig forøvrigt til næste lørdag, hvor vi er nogle scraptøser, der holder sommerhusscrap, det er altid SÅ hygligt. Imens damerne hygger sig med scrap, er det planen, at manden skal have lagt fliser i redskabsrummet, og sådan er vi jo kreative hver for sig !!



Håber alle har haft en dejlig solskinsrig weekend, vi nåede da at få lidt solbad i en lun krog.

Hr. og fru Ugle


Mens vi har været i sommerhus her i weekenden var jeg på besøg hos den lokale købmand, og hvad faldt jeg lige for og måtte købe som gave til mig selv: dette uglepar, er de ikke bare søde, de skal bestemt scrappes !
Det er altid spændende at besøge den købmand, han har altid så meget stående i vindfanget, der er næsten altid noget, men må have med hjem, så det gør ikke det mindste, hvis jeg har glemt noget derhjemme, for så må jeg da lige en smut til købmanden, dejligt med nogen impulskøb !

Og se så lige et supersmukt træ, der strækker sine blomstergrene mod den skyfrie blå himmel, fotograferet på en hundeluftertur ! Blåt, grønt, hvidt, hvad mere kan man ønske sig af et evt. kommende scrapbillede....



Og hvem er det lige, der osse har en feriedag i morgen: MIG ! Jeg elsker at have fri !
Ha' en dejlig søndag aften, hilsen fra

Dorit

torsdag den 16. april 2009

Nye husdyr


Se lige, hvad jeg har arvet fra en kollega, som ikke kunne have dem mere: 3 vagtler ! De er bare så nuttede. De bor indtil videre i en tidligere kaninbur, men det er meningen de skal sættes ud i drivhuset, når der kommer planter i det, for så kan de gå og spise bladlus og andet utøj. Jeg kunne faktisk godt finde på at skaffe et par stykke til, så de blev en større familie.
Nogen der kender noget til hvor nemt/svært det skulle være at få dem til at yngle ?

mandag den 13. april 2009

Æslet Valén


Så fik jeg lavet et LO her i eftermiddag, billedet af det ellers så nuttede æsel er fra Majkens ophold i Catalonien i efteråret. Naboens hidsige æsel Valén, som betyder modig, sparkede en dag naboens ven halv ihjel... underligt han ikke blev aflivet, æslet altså....
Af en eller andet grund får jeg mig næsten altid viklet ind i blåt og grønt, hæ-hæ, det må ligge i generne.
Som det ses har jeg været på rov i stalden og skaffet mig noget sækkelærred, som jeg synes lige kunne passe til et LO med dyr, egentlig ville jeg have syet nogle grove zig-zagsting med symaskinen, men det nåede jeg ikke lige.
... Så er jeg ellers så heldig at have ferie de næste 5 arbejdsdage, juhuuu, og jeg håber at kunne få scrappet en del mere.

søndag den 12. april 2009

Gode dage i Århus

Vi kan takke det meget flotte påskevejr for et par supergode dage i Århus, hvor vi fredag eftermidddag vandrede rundt på de toppede brosten i Den gamle By. Jeg fik taget en masse billeder, men oplevede også hvor svært det er at få stillet cameraet korrekt, når det er høj solskin med skygger på husene. Lørdag tilbragte vil ca. 4timer ude ved både Moesgard Strand og i parken på selve Moesgård, alt i alt har vi gået mange skridt i det skønne vejr, og jeg fik da også røde kinder af al den friske luft og solen. Det var også vores hensigt at besøge kunstmuseet Aros, men efter naturturen havde vi egentlig ikke lyst til at skulle gå indendørs i flere timer, så vi kørte en smut i Bazaren inden hjemturen via Ry til det Sydfynske.
Fredag aften var vi indendørs, nemlig på indisk restaurant og bagefter i Musikhuset, hvor vi fik rørt lattermusklerne til et Niels Hausgaard-shov, hold da op hvor vi grinte af alle hans sproglige finurligheder.

Lige et par indtryk fra Den gamle By:

Hestevognskørsel med apoteket i baggrunden


Byens sø med vandmølle i det gamle bindingsværkshus:


Garveriet:


Blandet landhandel:


Alle butikker og håndværkere har flotte skilte, her bor bageren:


Ølkælderen, hvor tøserne prøvesmagte den nybryggede påskeøl:



... og fra stand og skov:
Moesgård Strand:



Ude ved Moesgård Strand, på dette areal holdes hvert år vikingelejr:


Skovbunden er fyldt med de skønne hvide anemoner:



Stavkirken ved Moesgård:


Moesgård Slot fra parksiden:


Ha' fortsat en dejlig påske !

torsdag den 9. april 2009

Freestyle-blomster


I tirsdags var vi nogen stykker inde hos Iben og scrappe, og det er jo det lækreste sted med altid nye varer på hylderne (Uh, det kan blive dyrt). Kirsten Gro og jeg kom til at stå og kigge på et stativ med en ny serie blomster i diverse farver, men på øverste krog hang da godt nok lige blomster i en helt fremmed stil: nemlig 2 stk. blomster pr. pakning, og disse var synligt lavet af gamle klude. Vi havde indtryk af, at der helst ikke skulle være noget, der matchede, for stoffet var meget forskelligt. Vi blev enige om, at sådan nogle kunne vi også lave, og vi udfordrede hinanden til at se hvem der hurtigst ville lægge 3 af sådanne blomster på bloggen. Nu er jeg så heldig, at jeg lige har fået en sæk med stofrester, så det var en smal sag af finde materiale til denne stil, som vel nok må kaldes freestyle-agtig.
Her ses mine, som jeg lige har sat sidste sting på. - Mere sjældne end kønne !
...
Om lidt drager vi til Århus, vi skal besøge vores piger og i aften skal vi i Musikhuset og se/more os over Niels Hausgaard. I eftermiddag skal nok ud i Moesgård Skov og i morgen håber jeg vi skal enten i Botanisk Have eller Den gamle By, der har jeg ikke været siden jeg var der på skoleudflugt som barn !! Har ladet cameraets batteri op, for der skal da godt tages nogle billeder i denne weekend.

mandag den 6. april 2009

Criss cross de luxe



ja, så fik jeg lige lavet det sidste kort i denne omgang, det er jo ikke noget jeg havde tænkt mig at gøre i, men min kollega har jo haft fødselsdag, mens hun var på ferie (Lanzarote), og skal selvfølgelig have sin gave alligevel, og da jeg har fået hende overtalt til scrap, har jeg handlet lidt scrap ind til hende på Convention.
Kortet er lavet med scaloped kant med guld i hullerne, guld sværtet på kanterne, guld-eyelets og guld-punchinella, altså så'n lidt luksusagtigt i looket.
Håber hun bliver glad for gaven, som består af noget lækkert karton til Egyptensbilleder, en StazOn stempelpude og noget scrappers floss. Og nej, hun plejer ikke at tjekke min blog, så jeg kan vist frit skrive, hvad der er i pakken.
Blev nødt til at tage billedet skævt for, ellers kan man ikke se guldet i den scallopede kant.

lørdag den 4. april 2009

Criss Cross



For første gang i mit lív har jeg prøvet at lave et criss cross kort, ikke af lyst men fordi det var tvingende nødvendig !
Jeg skal nemlig til tøse-fødselsdag i aften, og egentlig var det min plan af få lavet et gavekort hos turistbureauet til byens mange forretninger, men tænk det glemte jeg fuldstændig i går, fordi jeg havde så travlt på arbejdet, da jeg var alene pga ferie og fridag hos mine to kollegaer, havde ovenikøbet 2 timers overarbejde, og så på en fredag.
Nå, men så er gode råd dyre, så jeg måtte i gang med et kort, et der også kunne gemme et par pengesedler, så kan der i hvert fald handles hvor som helst.
Resultatet blev dette, og det er nok ikke sidste gang, jeg laver et cc kort, for det er relativt nemt og ikke mindst hurtigt.
God weekend ønskes til alle, nyd nu det gode vejr !