Viser opslag med etiketten Santorini. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Santorini. Vis alle opslag

søndag den 9. november 2014

Hurtig-LO fra S..2..9


I går skulle jeg have været til Scrap i Munkebo sammen med 2 kolleger, men de blev syge, og så orkede  jeg ikke selv at tage af sted, men syslede med ting herhjemme og fik også lavet et hurtig-LO, tror det tog ½ times tid, og det er jo nærmest rekord for en langsomscrapper :-)
Sommetider er det sjovt at lave et LO med de ting, der alligevel ligger og flyder på scrapbordet og lige det, der er inden for rækkevidde, og sådan et er dette LO. Baggrundskartonet er tilmed resultat af afprøvelsen af en template, som jeg lige skulle teste sammen med noget gesso, så egentlig skulle det bare have være kasseret, men nu kom det til (måske) ære og værdighed.
Billedet er taget på Santoriniferien i 2011, på vores balkon, hvor vi spiste morgenmad.

fredag den 24. oktober 2014

Anafi

Fra Kamaris (Santorini) strandpromenade kan man i klart vejr se over til naboøen Anafi. Beskrivelsen i Turen går til... gør, at den ø nok kunne være et besøg værd: fra færgelejet går en stejl slugt 1 km op til hovedbyen Chora Anafis, hvor de fleste af øens 265 indb. bor. Øst på ligger en dejlig strand, der ender ved en 460 m høj klippe, Kalamos-klippen, det er Europas 2. højeste klippe kun overgået af Gibraltarklippen. Tidligere var Anafi plaget af pirater, som efterlod skatte, bl.a. fandt franske turister for nylig værdifulde gamle smykker ved ruinen Kastelli. Selvom hovedbyen er lille er der både turistkontor, internetcafé og biludlejning, så man har mulighed for at komme ud til de andre småbyer Vagia og Ag. Pateleimon. Der dyrkes hvede, byg, citrus, løg, tomater, oliven, abrikoser og vin, og højeste punkt er bjerget Vigla 582 m. Det tager 1½ time at sejle fra Santorini til Anafi. En af de mange myter om Anafi fortæller, at Anafi steg op af bølgerne på Apollons ordre for at frelse Jason (ham med det gyldne skind) og argonauterne fra en voldsom storm. - Det kunne være sjovt at tage en overnatning på Anafi, når man nu alligevel besøger Santorini :))


Nu var det ikke meningen, der skulle så meget pynt på i højre hjørne, men når man pjatter med liquid pearls skal man huske at droppe dem på til sidst, ellers kan det gå gruelig galt og det gjorde det denne gang, altså måtte der camoufleres med extra pynt ....

mandag den 20. oktober 2014

Hjemmelavede æg


Nej, det er ikke marcipan-æg til den kommende højtid, der kommer opskrift på, men slet og ret et billede fra ferien, hvor den lokale købmand solgte friske æg direkte fra reden :-)
Synes det er utroligt, at regler for ægsalg ikke gælder på Santorini, men måske kommer de lokale sundhedsmyndigheder bare ikke forbi her hver sommer !
----
Jeg har ferie i denne uge, så nu skal der produceres i scraprummet, håber at nå nogle stykker LO'er, da jeg ikke rigtig har fået lavet alverden denne sommer !!

søndag den 12. oktober 2014

LO fra Oia

Et Santorini-LO, som jeg begyndte på for længe siden, men som jeg besluttede at gøre færdig i dag.
Billedet er fra den nordligste by på Santorini, en helt fantastisk skøn by med smalle stræder med en masse kunstnerbutikker, gallerier og små caféer. Oia, som udtales Ia, er også den by, turisterne valfarter til før solnedgang, for her går solen ned i havet, og der er en helt speciel stemning på skråningen ned mod vandet, når lige præcis det sker. Fra Oia er der udsigt til kratersøen og hele resten af Santorini.

søndag den 13. juli 2014

Græske nerier

Manden min var ved at støbe gulv i vores snart nyrenoverede stue, så jeg blev pludselig usynlig og listede for mig selv op i mit scraprum. Har således fået scrappet et par billeder fra vores ferie på Santorini.
.
Hvem skulle tro, der fandtes så meget lyserødt på mit lager, at jeg kunne kreere et sådant LO... havde aldrig forestillet mig, at TH og græske farver kunne forenes, men synes det passer godt sammen her:
Typisk græsk: blå himmel, blå skodder, hvid mur og så en stak neriummer foran.
Jeg er ikke for flink til at få brugt at min pænt store stak washitape, men har gjort mig umage her.

---
På en af vores køreture kom vi ude på landet forbi en mand, som gik med sin hakke på ryggen, en af de lokale, som man næsten ikke ser, men de holder vel siesta fra 11-16, hvor vi turister absolut skal ud i sol og varme.
På vejen mod Oia, spændende kunstnerby nordpå, mødte vi en indfødt med sine 3 muldyr, de 2 havde mundkurv på, så de er måske sure og vil bide turisterne.
Dette LO måtte gerne se lidt rustikt ud, så derfor har jeg hakket med punchere i kanten, syet lidt på billederne og stemplet på må og få. Og så er der sørme 2 billeder på samme LO, det er en sjældenhed for mig.
Hmm, så er der kun 698 fotos tilbage, det bliver et travlt efterår :-))




tirsdag den 17. juni 2014

God ferie

Vi er kommet hjem fra en endnu fantastisk ferie på vores yndlingsø Santorini. Selv om vi har været der 3 gange før, så fandt vi nye uopdagede steder, og ikke mindst er der en masse fotogene emner. Så igen kom der mange billeder i kassen, også scrapegnede.



Vi lejede bil i 2 dage, tog  henholdsvis nord- og sydøen rundt, en af dagene fik H mig lokket med ud på en ATV, dejligt med al den friske luft i stedet for at sidde i en varm bil. Desuden var vi på en sejltur, sunset cruise inkl. mad og vin. Det er rigtig svært at komme hjem og selv skulle stå for menuen, faktisk er jeg ikke helt sikker på, jeg overhovedet kan huske at lave mad mere !
-- 0 --
Og imens herhjemme blev vores husdyrhold udvidet, en af vores dværgshøns havde bestemt sig for at ruge uden vi vidste det, så da vi kom hjem, gik hun rundt med 13 små kyllinger. Hun passer dem rigtig fint, skraber og viser de vakse hønseunger, hvor der er små lækre kravl, som kan spises. Vi må vist se at få lavet en lille hønsegård, inden ræven får færten af den lille familie.




Og nu skal hækken klippes, og ukrudtet er også vokset, utroligt hvad der sker på en uge. Så der bliver ikke tid til scrap de første dage, øøøvvvv !

torsdag den 5. juni 2014

San2ri9-LOs

Lige et par LO's fra vores yndlingsferie-ø, billederne er fra ferien derned i 2011, og snart går turen derned igen, glæder mig til at gense alle stederne :-)
LO'et med de mange billeder lavede jeg til Scrap i Kostalden forleden. Da jeg skulle lave overskriften, som er rub-ons, glemte jeg "to", men så kunne jeg jo lige føje et 2-tal til og så var "den" reddet. Det var ikke mig, der fik idéen, men en af de deltagende scrappe damer, så tak for det !
Billede nr. 2 er fra hovedgaden i Fira, hvis man står henne ved muren til højre åbenbarer der sig verdens smukkeste udsigt ned over calderaen, indsøen, 300 meter nede, superflot syn.




------

Til sidst vores flagspætte, som muntrer sig med fuglekuglerne, også her om sommeren, der er en i familien, der fodrer fuglene året rundt...



Jeg har desuden flere slægts-LO'er klar, kommer på "om lidt" :-)

søndag den 10. november 2013

Sjældent syn

Ja, mig i vandet er sjældent at se, og nok meget godt... men jeg bryder mig altså ikke om vand.  Kun når det er tilpas varmt og kommer ud af en bruser !
Men her under vores sidste ferie på Santorini måtte jeg i hotellets pøl.
Har været færdig med LO'et flere dage, men det er ikke nemt at få taget foto, når det er mørkt, når man tager på arbejde og mørkt, når man kommer hjem. 
Jeg har igen skævet til og ladet mig inspirere af skitsen fra Nina Ostermanns kursus til Convention, synes det er en sej skitse, som jeg næsten ikke kan komme væk fra.
Jeg har brugt min nye fly-dies, som passer fint her, da lufthavnen på S. ligger lige syd for byen, hvor vi bor. 


----
Igen har jeg stemplet på husblas, og jeg har været i en genbrugs og købt et fint atlas, så der også lige kunne komme kort på... når man nu er kortoman :) Og matten under billedet er lavet af krøllet madpapir, som efterfølgende er foldet til passende størrelse.



Santorini er superfotogen, et eldorado for fotofolket, så der kommer nok flere LOs ! Men jeg skal jo også i gang med kittet fra PTW, glæder mig til hvad jeg får ud af det ;-)

Tak til dem, der kom forbi !


mandag den 20. februar 2012

Greek Salad


Ovre på SS er jeg i gang med at følge skitserne, jeg holder mig nu ikke ret godt til dem, laver em masse om, men pyt, jeg har da ladet mig inspirere.
Baggrundspapiret er Maja Design fra den skønne serie Sommertidar, og fra den pakke jeg vandt i Charlys PIF sidste år, så hvis du læser med her C., så har jeg altså lige brugt det sidste ark !! Og jeg har været rigtig glad for din gave, skønne papirer lige i mine farver, så tak endnu en gang.
Billederne er fra Santorini, hvor vi med glæde indtager en masse græsk salat, på det første billeder er vi lige landet ved frokosttid og spurtet ned på den nærmeste restaurant på strandpromenaden, så vi hurtigt kan få dækket vores behov for fetaost og solmodme agurker og tomater, uhm. Det andet billede er fra byen Pyrgos, der fik vi den bedste græske salat dén uge.
Det hvidprikkede tape er fra min nisse i Esbjerg, og det blå hjerte er nogle store esser, som jeg har købt i Tiger forleden, man har vel scrapbrillerne på. - Nogen der kan huske, vi samlede på fine esser, da vi gik i skole !?
Synes, der er sol og sommer over det her gule LO :-)

fredag den 30. december 2011

Koutsogianopoulis' winery


I wineriets underjordiske vinfremstillingsmuseum kom vi på et tidspunkt forbi disse kæmpe vintønder, måtte lige foreviges sammen med H, så man virkelig kan se, hvor store tønder er, - eller hvor lille han er, hæ-hæ... !
Der var ikke nogen rundvisning, men vi blev udstyret med en mappe (fandtes også på dansk !!), hvor de forskellige tableau'er blev beskrevet.
Jeg har brugt mist igen, og når man puster i de våde pletter, kan man få farven til at løbe ud... der var lidt rustikt-agtigt i de gange, så det er LO'et også blevet.
Har lige googlet og set, at denne gang er 300 m lang og i 8 meters dybde, der var en meget flot dør og trappenedgang til kælderområdet.

torsdag den 29. december 2011

Sjov med roser


På vores ferie på Santorini i juni var vi en aften tilmeldt Santorini Vinfestival, hvilket dækkede over en aften på en af øens vingårde med rundvisning i vingårdens underjordiske gange, naturskabte, virkelig meget flot med sidegange, hvor der var tableau'er, som viste vinens vej fra vinstokke til det færdige produkt. Derefter vinsmagning med efterfølgende buffet med vin ad libitum. Der var bygget et særlig lokale til dette, hvor vi blev placeret ved runde borde og med en scene forenden, hvor der blev danset græske nationaldanse, til slut blev der delt tallerkener rundt, som skulle kastes ind på scenen til den dansende kvinde, græsk tradition og Zorbas dans skal jo opleves i Grækenland, der var 3 mænd, som gav den gas på deres bouzouki.
Det var en af de aftener, hvor jeg kunne indtage pæne mængder fra tønderne uden at blive fjollet... men de andre... På et tidspunkt ville jeg tage et billede af H. og vores udmærkede friske ungersvend af en guide, og straks greb guiden et par roser, som var blevet delt ud til damerne, og det kom der dette fjollebillede ud af !
Men det var en rigtig sjov og meget veltilrettelagt aften. Lokalet var uden tag, og vi kunne kigge op på den stjernefyldte himmel, mens vi fik lækker buffet med græske specialiteter.
Jeg må da have lavet nogle flere LO'er fra den aften :-D

mandag den 12. december 2011

Mig og Annastilen


Har endelig fået begivet mig ud i noget polske Anna-stil, men indtil videre er det vist et mix af Anna og mig, i hvert fald ikke total ren Annastil, og det bliver det måske heller aldrig, men pyt, hun har i hvert fald inspireret mig.
Først lavede jeg en kalenderforside til min datters 2012-kalender som jeg har gjort de sidste par år (altså med andre årstal :-D).



Derefter hoppede jeg ud i et LO med et billede, som jeg havde lyst til at scrappe. Nu mangler jeg jo ikke blågrønturkis tilbehør, så derfor lagde jeg ud med en farve, der passer til billedet. Så jeg har haft misten frem og ligeså stempler og template, den murstentemplate er jeg ret vild med, så den vil jeg nok komme til at bruge tit.
Billedet er fra en landsby på Santorini, hvor der i 1956 var et jordskælv, som rasede byen, den er nu ved at blive bygget op igen. Fotoet viser, hvad grækerne bruger deres gamle olivenolie- og fetadåser til, nemlig dekorative blomster/plantekrukker.

onsdag den 2. november 2011

To ens


Mens de grønlyserøde sager er fremme har jeg lige lavet et LO fra Santorini. Det er lidt sjovt, for mens jeg står og fotograferer H kiggende ud over kanten og ned over kratersøen, standser hans "tvilling" for at forevige sin familie. Jeg ser det vist ikke før jeg har fået fremkaldt billedet, men de bærer ens shorts, bluse og sandaler, kun hårfarven er forskellig... måske skulle jeg have talt med konen om, hvilken farve hun godt kan li', måske hun også scrapper, omend manden jo ikke får taget et så godt billede som mig, hi-hi !!
Tallene 29-30-31 antyder varmegraderne - i skyggen.

tirsdag den 28. juni 2011

Hjemme igen....

Vi er kommet hjem fra vores sommerferietur, den 3. til vores yndlingsø i det græske, Santorini. Der var godt vejr op til 31 gr. i skyggen, men heldigvis også lidt vind.
Vi har spist en masse græsk salat, som jo bør spises på de kanter, tomaterne smager af solmodne tomater og fetaosten, uhm... Vi har boet på et lille familiedrevet hotel med 10 værelser, der var pænt og rent og swimmingpoolen var jeg sørme i 3 gange, det er ikke hvert årti, det sker hi-hi. Hotellet lå meget centralt for alt, restauranterne, butikkerne og strandpromenaden, så vi har bestemt nydt ugen med køretur i lejet bil, sejltur på kratersøen og besøg hos en vingård, hvor der var flot og imponerende museum i underjordiske gange og bagefter vinsmagning, buffet og græsk dans og musik (godt nok ikke lige for vores øregange, men det hører med).
Er så kommet hjem til vores lange hæk, som vi kun nåede at klippe halvdelen af inden afrejsen, men buskroserne er spunget ud og alt er groet, så det kan ses.
Heldigvis har vi endnu en uges ferie, inden det igen går løs på jobbet...
Lige et par indtryk:


Måske der hører lidt tekst til

Fra venstre:
1. Hotellets pøl,
2. Besøg på det Arkæologiske Museum med vase fundet v. Akrotiri, udgravninger fra det store vulkanudbrud i ca. 1650 f. Kr.
3. H ved de store vintønder i kælderen på Vinmuseet,
4. Kort over Santorini,
5. Port, øen Thirassia (til venstre på kortet),
6. Udsigt fra hovedbyen Fira og
7. Vindmølle på Thirassia.



Fra venstre:
1. Lille butik i kunstnerbyen Oia (Ia) på nordøen,
2. Græsk salat, den bedste vi fik, Pyrgos,
3. Hvorfor ser det altid så godt ud, når grækerne bruger deres gamle feta- og oliebøtter til planter...
4. Det lille fyrtårn på sydspidsen, fotoet er taget fra en hule (pimpsten fra vulkanudbruddet.
5. Temp. sneg sig op på 29 gr. denne dag,
6. Udsigt fra Fira, øen i midten er dukket op i 16oo-tallet, man kan komme op på den og se det ryge fra diverse huller. Der er seismisk udstyr på øen, dette bliver observeret fra hovedbyen.
7. Solnedgangen, taget fra Santo Wines, solen forsvinder ned bag Thirassia,
8. Vindmølle i Oia.

Santorini er den ø, hvor over 90 % af græske postkort bliver taget, fordi der er en ubeskrivelig flot udsigt fra kraterkanten og ned over den 22 km2 store kratersø, der er de berømte solnedgange og flotte hvide huse, der klamrer sig til de stejle skråninger ca. 300 meter over vandoverfladen.
Vi er endnu ikke blevet trætte af Santorini, den ø er bare gået i blodet...