søndag den 14. september 2008

12 x 12

Jeg satte mig jo for at lave en gang 12 fotos den 12., og det er blevet som følger.
Vi opholdt os på en skøn ferie på den græske ø Santorini og i fredags den 12. hændte der følgende:


Morgenbad, og jeg er da svært tilfreds med, at hotellets shampoo er i den flotteste turkise farve, brugte dog min medbragte, men har som alle turister, snuppet et par tuber med hjem !





Så er man klar til morgenmaden, vi havde med vilje valgt et hotel med morgenbuffet, da man meget nemt ellers bliver skuffet over den græske morgenmad: kanonkugler med smør og portionsmarmelade, kaffe/the. Men her var alt hvad hjertet kunne begære, vi spiste også græsk yoghurt med frugter og morgenmadsprodukter.



Efter morgenmaden var der særlig motionsinteressede, der tog sig en svømmetur i den ellers meget indbydende pool.




Det var vores sidste feriedag, og sådan en dag plejer vi at bruge til at jawe rundt for at købe gaver til dem der har passet hund, drivhus, blomster og postkasse + børnene. Denne gang faldt jeg da pladask for en halskæde, som jeg måtte have med hjem. Det er nok ikke svært at gætte, hvilken det drejer sig om !



PÅ vej hjem ad strandpromenaden kom vi forbi en lille lastbil fyldt med dejlig friske frugter, så vi måtte lige have 4 store lækre nektariner med hjem.



Så var det blevet frokosttid, og vi er helt vilde med den græske salat med masser af agurk, tomat, løg, peber, oliven, capers, oregano og feta, så vi spiste hver en portíon ved poolbaren. Uhm, lækkert !




Efter frokosten besluttede vi at tage på en sejltur rundt om bjerget, som ligger i vandet mellem vores ferieby Kamari og Perissa. Det tager kun ca. et kvarters tid, men det er en flot sejltur og heldigvis var det nærmest vindstille, sidste gang vi var hernede var vi ved at kæntre, det var ikke nogen sjov oplevelse.
Der er ikke nogen kaj båden lægger til, men den sejler bare ind på stranden, der bliver sat en stige ned, og så må man klare sig så godt om bord som muligt, men det er altså svært ikke at få våde bukser, men de tørrer heldigvis hurtigt, når det er 28-30 grader.



Vi gik lidt rundt i Perissa, som mest består af strand, småhoteller og minimarkeder, og dernæst tog vi bussen til hovedbyen Fira, som ligger helt oppe på kanten af den 300 m høje kraterkant. Heroppe fra er verdens flotteste udsigt ned over calderaens vand (12 km2) og over til vulkanen i midten og øen Thirassia, som ligger modsat Fira:



I Fira går en zig-zagtrappe ned til havnen, der er 680 trin ned, man har mulighed for selv at gå ned eller ride på æsel/muldyr. Trappen vender mod vest og da solen står ind på kratersiden hele eftermiddagen, er her meget varmt og man må sige, at her pga ridedyrene lugter lissom i zoologisk have, men det opvejes af den formidable udsigt, som man må stå stille og beundre hele tiden.
Lissom sidste gang vi var her (2004) gik vi ned af ALLE trappetrinene, og vi overfaldt da også straks en taverna, da vi kom ned, for at få noget at drikke. De næste 3 dage havde jeg godt nok ondt i læggene af al den trappegang, men det er sikkert rigtig sundt.... Heldigvis har en af øens skibsredere doneret en svævebane, så man kan komme op uden af få sved på panden. For ikke at det skal gå ud over æseldrivernes indkomst, tilfalder indtægten fra skiliften dem, og det må jo siges at være en fin ordning. (2 euro for en enkelt, man vælger selv transportformen).



Her kan man fra trappen helt oppe se, hvordan Fira klamrer sig til kraterkanten, alle hoteller er lissom flettet ind i hinanden, der er trapper og terraser allevegne, hvor man kan nyde den flotte udsigt.



Efter besøget i Fira tog vi bussen retur til Kamari (10 km, 1,40 euro/næse), og smuttede ned på strandpromenaden og fik en dejlig isdessert: chokoladeis, nødder, fløde og karamelsauce.



Det var jo vores sidste aften, så vi spiste på en af de talrige restauranter på strandpromenaden, ca. 25 m fra vandet. Det blæste ellers ret meget de første par dage, men denne aften var lun og stille, næsten-fuldmåne-månen skinnede i vandet, og med lækker mad og rødvin kunne det vist ikke blive bedre.
Inden vi gik ind på vores værelse, satte vi os ved poolen og nød den lune aften og synet af springvandet.
Det var den dag, den 12. september 2008.




fredag den 5. september 2008

Ugens højdepunkt, uge 36

1. uge i september, 1. efterårsmåned.



Når der ikke er nogen store højdepunkter i ens liv, må man have øje for de små, som jo også kan være store på en anden og måske mere smuk måde, f.eks. da en stor gåseflok her sent på eftermiddagen højtskræppende fløj henover vores hus, flot syn.
Når man om morgenen på vej til arbejde kører forbi en mark med rigtige køer, dvs morkøer med deres søde små kalve, elsker køer der gumler græs under åben himmel.
Det var jo også et højdepunkt da Majken endnu en gang slap levende igennem motorvejshelvedet her en fredag eftermiddag på MC'en fra Århus og hjemover.
Og at min mand via sit arbejde har været til lægetjek (Bedriftsundhedstjenesten), fik taget blodprøver, målt om livet osv. Tænk at have et BMI på kun 22.... det er rigtig mange minutter siden mit var det...
Og så endelig kl. 13 i dag, hvor der stod FERIE i 3 uger på min kalender.
Det er jo snart den 12., hvor jeg vil prøve at få taget 12 billeder fra min dag, og jeg kan godt love, den ikke bliver helt almindelig, mere om det senere.
Ha' en god uge 37 !

torsdag den 4. september 2008

Javablu Award


Så har jeg været så heldig at få denne skønne award af Karina, 1000 tak.


Jeg skal finde 5 andre kreative scrappere, det er jo svært, for mange fortjener den, men her er de så:

Kirsten Gro ,
fordi det er en fryd at gæste din blog, særlig i den forgangne tid, hvor et nyt LO kom på bloggen hver dag, godt gået !

Kirsten Kimic,
fordi du er så kreativ, og fordi vi også snakker om alt det "andet" !

Marianne, Ringe, fordi du er så rar at låne dine scrapting ud, og for at opmuntre dig til at vise noget mere af det flotte scrap mv. du laver, på din blog

Jeanette, Ringe,
for din kort-kreativitet, og for opmuntring til at få noget gjort ved bloggen !

og

Lachris,
for dine flotte franske ferie-LO'er


And here are the rules:


1. The winner can put the logo on their blog.


2. Link the person you received your award from.


3. Nominate at least 5 other blogs.


4. Before listing the nominees give a brief reason why you chose them


5. Put links of those blogs on yours.


6. Leave a message on the blogs you have nominated.


søndag den 31. august 2008

Dagens LO

Så fik jeg lavet lidt, øh freestyle måske. Jeg har ikke en pind forstand på freestyle, kan man kalde dette freestyle ? Hører gerne KK fra dem, som har lyst til at give sit besyv med !




Så mens det har fået for sig i Engesvang, har jeg siddet og nusset med det her LO.
Glæder mig til at høre, om det har været en god dag for de ca. 50 scrappere

fredag den 29. august 2008

Ugens højdepunkt - 35

I går fik jeg en del nyt sommertøj til en forestående rejse til de varme lande.
Stof er ikke hvad det var, det kryber jo nærmest for hver vask, så det fra sidste sommer passer lige knapt. Derfor var det med salig fryd jeg så at "min" tøjforretning havde minus 50 %, så jeg fik købt 5 bluser og et par lyse bukser for 812 kr. Så nu er sommerdresset klar til sydens varme, og jeg glæder mig da også helt vildt til at komme af sted, nu da jeg har arbejdet hele sommeren (den ene sølle uge vi havde i uge 26 kan jeg slet ikke huske) og set alle tage på ferie og komme hjem igen, og jeg sidder der stadig.
Ellers er der ikke sket noget sindsoprivende. Ja, vi var da godt nok til åbent hus længere nede af vejen i eftermiddag, hvor et par unge mennesker i en af gårdene har startet en økologisk landhandel, så vi kom til smagsprøver på det hjemmebagte brød og en lækker kage. De åbner rigtigt næste weekend. Man kan også købe øko-kød der, da de selv har køer, det glæder jeg mig til at smage, selvom det nok bliver hundedyrt (kan man sige det om kokød ?!) Der var godt nok kommet mange mennesker, hele deres lange indkørsel var fyldt med biler + et stykke hen ad vejen til begge sider. Det lover jo godt, jeg må håbe de kan få det til at løbe rundt. Udover kolonialvarer og kød sælger de også slynger.... ja, jeg vidste ikke hvad det var, men det viste sig at være sådan nogle nymodens langagtige nogen til at vikle ens barn i, så man kan bære dem enten foran eller bagpå ryggen... slynger ved jeg, at jeg ikke får brug for, men jeg har da bestemt lyst til at købe lidt kolonial en gang imellem.

---------
Og til sidst lige et billede af vores engletrompet, der blomster med store hvide blomster, de har en meget kraftig vanilleduft om aftenen.





onsdag den 27. august 2008

ATC-2



Så har jeg lavet en ny serie ATC-kort.
Jeg havde en særlig trang til at lave noget i RØDT, og hvad kan man så lave andet end noget med "LOVE".
Har ikke gjort så meget ud af dem som sidst, hvor jeg vist nok havde den opfattelse, at ATC-kort gerne må være små mini-LO'er, men det kan jeg se rundt på bloggene, at det er nok en forkert opfattelse, så fra nu af bli'r de mere enkle.
Jeg har brugt alt muligt forskelligt: bånd, mesh, brads, blonde, udstansninger, sværte, embossing, tynde og tykke pens, bast, fotohjørner, hæfteklammer og der er brugt flittigt af papirreste-lageret.
Uuh, hvor er det altså hygligt at nusse med ATC-kort !


lørdag den 23. august 2008

Sjove katte-sekvenser

Hvis man godt kan li' katte eller måske det modsatte, så kig lige...
jeg har lige siddet og klukket, så jeg fik vand i øjnene af grin



Klik her:
Kattesjov


Go' weekend!

fredag den 22. august 2008

Ugens højdepunkt, 34

Ugens højdepunkt var da helt sikkert scrapperiet i lørdags på Gislev Friskole. Vi var jo ikke ret mange denne gang, så der var god plads.
Jeg tog undtagelsesvist ikke ret mange billeder, men et par stykker blev det da til:

Gislev Friskole Scrap starter tidligt, så man skal jo nærmest op sammen med hønsene for at nå det hele med bl.a. pakning af scrapsager, selvom jeg startede allerede om onsdagen med at planlægge, hvad jeg skulle lave:




Efter morgenkaffen og rundstykkerne (og brunsvigeren) blev der scrappet, her er det Jeanette, der koncentrerer sig om LO'erne:





og Marianne er gået i gang med stemplerne:





Så fik vi besøg af Heidis lille niece Crista, og da Heidi er meget glad for små børn, kom Crista straks på skødet, så de lige kunne hygge sig med fine billeder på PC'eren !





Ikke at forglemme de kulinariske indslag: æblekage til eftermiddagskaffen, og diverse fast food-spiser til aften fra den lokale grill.




Vi havde absolut en dejlig dag, og som skrevet tidligere holdt 4 af de seje ud til kl. 01....
GFS er smadderhygligt, vi vil snart ha' en ny omgang scrap derovre !

----

Et højdepunkt var det da også, da Karina og jeg fik byttet ATC-kort. Vi havde hver især puttet lidt ekstra guf i kuverten, og hvor er det sjovt at få noget, som andre har valgt til een. Tak for de spændende ting, Karina !

----

På jobbet har jeg godt nok haft højdepunkter hver dag, jeg har sendt min kollega på ferie og må så klare 2's arbejde. Jeg har da haft en del at se til, og det har jeg så også de næste 10 arbejdsdage, men så er det også min tur til at få ferie.


søndag den 17. august 2008

Lidt scrap fra Nilen

Det er efterhånden lang tid siden, jeg har scrappet sådan rigtigt, da jeg jo har været i gang med mine ATC-kort. Og det er også ret lang tid siden jeg har scrappet på mit Egypten-album, var kørt lidt fast i nogle sider, men da jeg var til scrap i går, havde jeg pakket mit album og gjort klar til de par sider jeg regnede med at nå.
Det er vist sådan, at der altid er nogle sider, der ikke rigtig vil flaske sig, og så'n har det specielt været med dette:



Da Heidi og jeg en november-weekend var til Scrap-a-Ganza, var vi på et ellers rigtig fedt kursus, hvor vi lærte at lave et album på samlebånd. Fint tænkte jeg, det kan jeg lige overføre til mit Egypten-album, så kan det nemlig hurtigt blive færdig, men jeg er da blevet noget klogere efterhånden. Det hele gik ud på, at lave siderne ens med 1/3 papir udskåret og limet på ind mod midten. (disse to sider sidder ikke overfor hinanden, så derfor sidder det mønstrede 1/3 heller ikke i hver sin side) Derefter gik man frem sådan, at man tog hver pynteting for sig og gjorde det klar, klistrede på alle siderne (20), stemplede med de stempler, der skulle på, sværtede, limede på og så fremdeles. Forskellen fra underviserens album og mit, er nok, at til hendes var alle billeder holdt i sort/hvidt, alle sider i beige, pynt mv. i gråt, beige og lyserødt og sort stempling.
Mine fotos er jo så forskellige, så det er temmelig umuligt at få siderne gjort færdige i kun få farvevalg. Så det er gået lissom det plejer: laaangsomt. Dog har jeg forberedt hver side, sådan at billeder er puttet ned i hver plastiklomme, siderne er valgt til mørkebrun DWCV-karton og papiret er skåret ud i 1/3-stykker.

Mit 2. LO fra i går er jeg lidt mere tilfreds med:



En optælling her til morgen viser, at jeg stadig mangler 13 LO'er, så jeg bliver ikke færdig, før vi smutter ud på den næste ferie.....


Ny award modtaget



Har sørme fået endnu en award, TAAAAK for den Kirsten , må lige se mig om efter nogle scrapblog-personer, som også kunne få denne award...

lørdag den 16. august 2008

Ugens .....punkt (33)

Hvis ikke lige det var fordi Majken kom forbi i aftes og hyggede lidt med sine forældre, inden hun igen-igen fræser til Djursland på sin MC, så skete der faktisk ikke noget særligt hele ugen. Jeg har ikke lavet andet end at stå op og gå på arbejde, og så har jeg sagt farvel og god ferie til min kollega, der nu starter sine 3 ugers ferie, hvoraf de 2 skal tilbringes på Azorerne. Så i de kommende uger bliver der nok mange højdepunkter med at passe både mit og hendes arbejde !
I dag har jeg jo været til scrap på friskolen i Gislev, og det var en dejlig dag. Vi var kun 7 + Anne Thormose, som lige kom på besøg med lidt varer, som vi kunne købe af. Heldigvis, for nu da Multiscrap er flyttet til Odense, er der slet ingen mulighed for at få scrap-shoppet. Hele formiddagen gik med at stemple, stemple og stemple, selv jeg stemplede. Derudover fik jeg lavet hele 2 LO'er til mit Egyptensalbum.
Vi kom ikke igang før kl. 10, fordi vil lige skulle starte med rundstykker og kaffen/the. Vi havde selv frokost med og til eftermiddagskaffen var der hjemmelavet æblekage, og aftensmaden hentede vi omkring kl. 20.30 fra den lokale grill. Så var vi et par stykker, der kørte hjem, men de sidste natteravne scrapper sikkert endnu !

For ikke at alle skal tro det kun går op i de gode kalorier, så skal dette billede vises, og det ER fra i dag



torsdag den 14. august 2008

Mums fra drivhuset



Sidste år fik vi sat et drivhus op og bl.a. plantet en vin, der skulle give dejlig søde blå druer. I dag høstede vi så en lækker klase vindruer.
De er ikke så store, men mums, hvor er de søde. Der er en del klaser, så måske vi skal i gang med lidt vinbrygning !
Desværre kan man kun få synsindtryk her på bloggen, ikke smage sommerens sødme i druerne ! Måske skulle man tage et par klaser med til scrap på lørdag...

mandag den 11. august 2008

Ny award

Har været så heldig at få denne award fra Kirsten/Kimic, og 1000 tak for den.



The Rules of this award are:
1. Only 5 people allowed.
2. 4 have to be dedicated followers of your blog
3. one has to be someone new or recently new to your blog and live in another part of the world.
4. you must link back to whoever gave you the award.


Jeg har valgt at tildele den til :

Jeanette (Hauge)

Susanne, Odense

Lacris

Pernille

Da jeg ikke kender nogen scrappere fra udlandet, vælger jeg at give nr. 5 til en, som da i hvert fald bor tæt på udlandet, hi-hi !

Susanne Meltesen


søndag den 10. august 2008

ATC-kort

Så blev jeg endelig færdige med serien på 12 ATC-kort, det har også holdt hårdt, og taget mig rigtig lang tid, jeg gør nok for meget ud af dem, men det er nu nok en gang min ATC-stil. Og selvfølgelig er de blå og selvfølgelig er det noget med rejser.
Synes ellers jeg fik den eminente gode idé at anvende nogle gamle frimærker, men hvad så jeg på en blogside, det var der også en anden der havde (kan ikke huske hvis det var).
Nu mangler jeg bare at stemple navn mv. bagpå, så er de klar til at forlade hjemmet.
Ved ikke rigtig om det er noget, jeg vil fortsætte med, men det kunne godt blive et fremtidigt sommerhus-projekt, da man ikke behøver at pakke så meget til de små kort, hvis man altså sætter opgaven lidt i system.



......
I går, da der indmellem var lidt solskin, fik jeg denne i linsen. Det er en Stor Perlemorssommerfugl. Det er bekræftet på >www.naturogfugle.dk<, der sidder simpelthen nogle nørder, der bare ved ALT om naturen.





Uge 32, ugens højdespringer

Ugens højdepunkt må være søndagsudflugten til Sverige sidste søndag. Havde lovet min mor at tage med på en bustur til Lund Domkirke og Bosjø Slot/kloster.
Vi startede ud fra Svendborg kl. 07 og landede ved Bosjø kl. 12, hvor vi først spiste en dejlig middag med hele ovnbagte laksesider, bagte kartofter, salat, brød og smør, lidt frugt og til dessert en dejlig chokoladekage + kaffe/te.
Så var der rundvisning ved greven himself (det er nu en grevefamilie, der har ejet slottet i mange år).







Haven var delt op med mange roser, dahlia'er, staudebede mv.
Da der er kirke til fortalte greven, at der blev holdt mange bryllupper. Slottet ligger også ganske smukt ned til Ringsjøn.


Attraktionen var bl.a. også et mere end 1000 år gammelt egetræ, det var helt hult i stammen. Så var der også en indhegning med geder (elsker jo geder), 3 heste og længere ude i parken skulle der være lamaer, men der nåede vi ikke ud.




Jeg er vild med det svenske postkasse-system, så jeg måtte have denne stribe med hjem ! (find 2 ens):




Derefter kørte vi retur mod Lund, hvor vi var inde og se domkirken, den var da meget fin (kirker er ikke det største interessefelt) og stor med sideskibe, skriftestol (der synes jeg ikke jeg havde behov for at gå ind), et flot alter og et flot (Jesus)billede ovenover i kuplen. Egentlig var der ret flot, da solen skinnede ind af vinduerne, og lysstriberne landede på vægge og gulve og oplyste kirkerummet.








Inden vi skulle med bussen igen, trissede vi lidt rundt på byens torv med fine blomsterkummer, her foran rådhuset:




Retur over Øresundsbroen (øj, hvor er gelænderne små, når man sidder højt oppe i en bus) så vi en stor vindmøllepark a la den ved Esbjerg. Ellers hastede vi over Sjælland bortset fra et enkelt stop, var hjemme ved 21-tiden.
Alt i alt nok et lidt tyndt program, men så gik den søndag.
Mødte forresten en sød dame her fra Fyn, som fortalte at hun samler på receptkuverter, og dem har jeg nogen liggende af, for det tilfælde, at jeg en dag skulle møde en, som er samler. Så nu er beholdningen fremsendt til damen, hun ringede retur og var meget glad for kuverterne.
Den 28. sept. skal jeg igen med på en tur, denne gang til den tyske ø Sild, ikke sprittur, men en tur, hvor vi kommer i land og skal se naturen og de flotte huse, som skulle findes derovre. Joh, og så kan vi da handle lidt på færgen fra Rømø til Sild...

fredag den 8. august 2008

Scrap lørdag den 16.08.08

Så er der scrap en hel lørdag på Gislev friskole kl. 9-ca. 20, 50 kr. for hele dagen inkl. rundstykker kaffe/the.
Vi hygger os med scrap, tager selv frokost med og aftensmad fra den lokale grill.
Der er rigtig hygligt, så meld til på: scrapbookingclub.dk

torsdag den 7. august 2008

Stilleben

Iflg. Wikipedia kan stilleben oversættes med "død natur" og kan man ikke sig det om denne opsætning...
Det er såmænd vindueskarmen i vores lille kaffestue på jobbet.
Det er så nemt at købe planter at sætte frem, men hvem husker lige at få dem vandet ? Sådan her har de 2 potteplanter stået i flere uger og kalaen er så kommet til her en af dagene.
Sådanne arbejdsplads-vindueskarme egner sig kun til hårdføre planter såsom kaktusser og lignende.